Sommer nyhedsbrev

Så er vi lige straks gennem første halvsæson af årets gang på vores skole, og det har været en begivenhedsrig tur. Meget er sket siden vi åbnede dørene efter nytår, og som det altid er på en produktionsskole, så er de positive oplevelser i overtal. Men travlt, det har vi godt nok haft…

Vinteren, foråret og lidt af sommeren er gået med at tilpasse skolen til en ny virkelighed med lidt færre elever. Det er noget vi i produktionsskoleverdenen har gjort mange gange før, da elevtilgangen naturligvis er påvirkelig af samfundskonjunkturerne, lovgivning og demografien. 

Nu er vi vendt tilbage til hovedbygningen på Jernvej med alle aktiviteter og værksteder, og derfra er vi nu klar til at byde nye elever velkomne. Vi vil efter sommerferien stå stærkere end nogensinde før med tilbud baseret på godt håndværk, arbejdsfællesskab og personlig udvikling.

Som de fleste ved så er forudsætningen for læring trygge rammer, gensidig tillid, lidt vilje og ikke mindst glæde. Glade mennesker, unge som ældre, lærer og husker bedst, når glæden er den dominerende følelse. Det har altid været og vil altid være vores fokuspunkt nr.1 i forhold til vores arbejde med hinanden og vores elever. Vi tror på hinanden, og giver hinanden rum til at folde det hele menneske ud og finde de værdier, alle mennesker er udstyret med.

Vi oplever dagligt på skolen unge mennesker, der oplever små gode ryk. Alt det, der er med til at opbygge selvtillid, og som fremmer næste skridt og nye udfordringer. Udvikling oplevet direkte og meget praktisk.

Selvom vi er glade for vores elever og nødigt vil slippe dem, så er der hver sommer mange, der stopper, fordi de skal videre i uddannelsessystemet, og det er jo helt grundlæggende det, vi sammen arbejder hen imod. Først en dimissionsfest med udlevering af Kompetencebeviser og så fra start august begynder 15 af vores gamle elever på nye uddannelser.

Fordelingen i år ser sådan ud:

3 skal på tekniske skole (Teknologi, byggeri og transport)
1 skal på tekniske skole (Fødevarer, landbrug og oplevelser)
1 skal læse HF enkeltfag på VGT
1 skal på efterskole
4 skal på Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU)
1 skal på VUC
4 skal i gang med en Erhvervs Grunduddannelse (EGU)

Tillykke til dem og held og lykke på jeres videre rejse.

Efter sommerferien begynder der 18 nye elever på skolen. 7 på den Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU) og 11 som produktionsskoleelever. Så vi får heldigvis nye friske elever på skolen, og mon ikke vi oplever endnu nye små mirakler.

Efter sommerferien skal vi på skolen begynde arbejdet med et nyt pædagogisk redskab, nemlig positiv psykologi. Vi vil begynde en lokal drøftelse af en fælles implementering på det område, således at unge genkender principperne fra den ene uddannelsesinstitution til den anden.

Efter en grundig oprydning og rengøring er vi fredag d.15.juli klar til at gå på sommerferie, og så er vi klar til at tage imod gamle og nye elever igen d.9.august. God sommerferie til alle vores venner derude…..